I skal tænke på at jeg fra den første dag af dette år, har støttet mig til nogle udvekslingstudenter og de har støttet sig til mig. Vi hjælper hinanden når vi har svære tider, og vi har en eller anden form for tilknytning da vi alle går igennem nogle af de samme ting. Vi er på camps, ture, til fester, koncerter osv. sammen, så vi bliver virkelig tætte i løbet af sådan et år. Men så kommer det svære. Farvellerne, eller på gensynerne. Vi havde vores tur til Brasilien, som var sidste gang samlet med mit distrikt, plus vi mødte nye distrikter. Den sidste dag på den tur, var den dag det gik op for mig at dette år ender. At man bliver nød til at sige farvel, og lære at give slip. Det hårdeste var ikke at sige farvel til dem man havde snakket med i 5 dage, men det var trist. Det var trist fordi man ikke vidste om man ville få muligheden for at snakke med dem igen, nogensinde. Det var dog meget hårdt at sige farvel til mit distrikt. Til de 60 mennesker jeg har brugt flere uger med. Selvfølgelig snakker man ikke lige godt med alle, men det hårde var at sige farvel til den følelse vi har når vi er sammen. Den ånd der opstod sammen.
I vil måske tænke at det er åndsvagt at blive så trist over at sige farvel, "der er jo ingen der er død" som jeg har hørt flere sige, men sagen er den, at den uvished der er, om man nogensinde kommer til at se hinanden, er noget der rammer hårdt. Fx. bliver det utroligt svært at besøge mine fantastiske venner i USA, men nok en del lettere med dem i Tyskland. Men det er stadig ikke det samme, selvom jeg besøger dem. Udveksling er noget specielt, og noget man ikke bare kan erstatte. Og det skal jeg sige farvel til nu.
De lokale er også nogen der bliver svære at sige farvel til, de venner jeg har, og mine værtsfamilier, er nogle personer som jeg er kommet utroligt tæt på i løbet af dette år. Specielt værtsfamilierne, da jeg jo kom ind i deres familier, og blev accepteret som deres søn. Mine venner, der har hjulpet mig med det spanske, og ungkulturen, og har også haft en kæmpe indflydelse på mit år. Og ikke mindst udvekslingsstudenterne i min by. Hver uge ser vi hinanden op til flere gange. Jeg går i klasse med en. Dette betyder at vi oplever meget sammen, deler en masse ting. Og nu sidst på året er vi ihvertfald som en familie. Ikke bare venner, men familie.
Jeg har allerede sagt farvel til mine aller bedste venner fra andre byer, men på onsdag starter farvellerne fra min by, og det kan mærkes. Men det går jo ikke at være trist, så vi prøver at tænke på hvor godt dette år har været, og så nyder vi der sidste uger, sammen.
Som i kan forstå går der flere ting i gennem hovedet i denne måned, men jeg må indrømme at om en måned er jeg klar til at tage tilbage til mit elskede Danmark. Men ville prøve at dele med jer hvad jeg tænker på, selvom det er svært at få ned på skrift. Håber i forstod bare en smule.
